1070

Nyhedsbrev 2 for DS-truppen

Herre senior
18. december 2011 - 23:04 af: Rune Kürstein

Lidt opdatering omhandlende DS.

Nu er vi godt henne i december og der er omkring en måned til opstarten. Forhåbentlig og formodentlig har alle holdt sig rimeligt i gang, så man møder op i nogenlunde stand, når det går løs igen. Det vil jeg i hvert fald råde alle til :-)

Der er stadig ikke nogen, der har meldt ud, at de forlader klubben, så det er jo rigtig positivt, men meget kan jo som bekendt stadig ske. I sidste nyhedsbrev skrev jeg, at Chano Nielsen fra Næstved kommer og prøver sig af i HG til januar. Herfra kommer også den teknisk dygtige Jacob Hacke samt Anders Buchardt. Anders har været anfører på Næstveds DS-hold i efteråret, hvor han også har været den mest rutinerede spiller. Simon Jensen, der tidligere har spillet i HB Køge og Haslev, kommer også og ser det hele an. Simon er en super dygtig spiller, der både har fart og teknik og kan spille såvel back og kant. Vi glæder os til at byde dem alle velkommen i vores fantastiske klub.

Nyt fra de andre hold:

Oks: Som vi møder i forårets første kamp har fået dygtige spillere til klubben. Efter afgang af deres mål Nicklas Berg til Middelfart, har de fået tilgang af to nye keepere Jesper Kildegaard er kommet til fra Fjordager og Kim Larsen fra Korup. Ligeledes er der kommet to nye markspillere til. Mads Eskesen er kommet fra ØB og Anders Fønss er kommet til fra B1909. Fønss har bombet kasser ind i divisionerne hos både Sønderjyske, FC Fyn og Næsby. Skulle OKS miste Anders Lagoni, der er på prøve i Esbjerg, hvor han har lavet flere mål for i reserveholdsturneringen, er Fønss uden tvivl en værdig afløser.

Middelfart: To spillere har valgt at forlade DS kreds 2 absolutte tophold. Nikolai Gjettermann og Nevres Pasalic har valgt at tage til Kolding BK for at få mere spilletid

Korup IF: Har mistet deres keeper Kim Larsen til OKS og så har deres trænerduo Leon Hansen og Jørgen Jensen meddelt, at de stopper i klubben til sommer.

Ringsted IF: Her træner holdets efter min mening allerbedste spiller Jonas Bæk med i Næstved, hvor han også kom til Ringsted fra. Jeg tror på, at den meget sympatiske og dygtige forsvarsspiller har en mere end god chance for at komme til at spille 1.division, hvis han vælger at fortsætte der.

Døllefjelde: Her leder man med lys og lygte efter en spillende assistenttræner, men det er ikke lykkedes at finde en kompetent mand endnu.

På skadesfronten er der også sket lidt. Keven Nielsen og Martin ?Numme? Pedersen er klar til at starte op ovenpå deres skader. Rasmus Kurek har selvtrænet hårdt hele vinteren, og han er er mere end klar til at starte op igen til januar. Mads Hansen er blevet opereret i knæet og er i fuld gang med at genoptræne. Claus Olsen skal scannes i starten af januar, og så skal han formodentlig også opereres, inden han er klar igen.

På trænerfronten er der også kommet styr på hold 2. Det er fantastisk positivt, at Per Tejlmand tiltræder i cheftrænerrollen sammen med en ganske enkelt verdensklasseholdleder i form af Tage Frederiksen. Det er SÅ vigtigt, at hold 2 redder sig i serie 2, og selv om det lige nu ser rigtig svært ud, bør holdet kunne klare dette, hvis vi bare kan halvere antallet af skadede spillere fra efteråret. Her er det vigtigt, at ALLE giver alt, hvad den kan trække for at bidrage til dette i træning og kamp.

Træningskampene for hold 1 er også på plads. Vi vil gerne møde hold, hvor vi både kommer under hårdt pres, men også hold, hvor vi skal være spilstyrende og skabe masser af chancer. Fra 2.division møder vi Svebølle og BGA. Fra DS møder vi FC Øresund, Skovshoved, Allerød og Fredensborg. Fra serie 1 møder vi Sorø, Kalundborg og Langebæk Alliancen.

Rigtig glædelig jul til alle

Jan Faber   

HG FODBOLD SPONSOR