1070

Optakt til HG-FREM Sakskøbing

Herre senior
21. oktober 2011 - 12:23 af: Rune Kürstein

Lørdag tager DS-holdet hjemme imod Sakskøbing.

Lørdag tager vi imod FREM Sakskøbing på vores smukke stadion. Vi har indtil videre gjort rent bord på hjemmebane, men skal vi fortsætte den stime, må vi nok indrømme, at der skal en særlig indsats til. I forhold til sidst er Mikkel Porsborg, der har været fantastisk stærk dette efterår, tilføjet listen af ukampdygtige spillere efter han er kommet alvorligt til skade med den ene hånd. Vi ved ikke, hvorvidt Bruun, Christian og Guldbrandt bliver i stand til at spille denne kamp, men det må vi virkelig krydse fingre for. Lige nu ved vi med sikkerhed, at vi må se bort fra Rasmus, Keven, Lyngsfeldt, Poppe, Mayland, Numme, Claus, Thomas Bruun, Grue, Martin Kurek, Frederik F., Mikkel S. samt Johan. Til gengæld får vi Jens og Villadsen tilbage fra karantæne samt Bo J, der er vendt tilbage fra rejsen til USA. Alligevel skal man ikke være en af landet højst uddannede for at se, at mange af de navne, der er fraværende, er MEGET vigtige spillere for holdet, og når vi er ude i dette antal, er der næppe mange hold, der vil være i stand til at mønstre et bare nogenlunde slagkraftigt hold, men det er vi. Vi har måttet trylle lidt til denne kamp! Vores ”gamle” spiller Morten Jensen, der senest har spillet i Sorø, men ikke har spillet dette efterår, er trådt til sammen med en rigtig ”gammel” HGér Mads Knudsen, der siden har spillet i Næstved, Randers, Køge og Rishøj. Begge spillercertifikater er i hus denne fredag.

FREM Sakskøbing var lige ved at rykke op i 2.division sidste sæson, men måtte i kvalifikationsspillet afgive pladsen til Svebølle. Det er et hold, der spiller en del anderledes end det, som vi normalt gerne vil praktisere, da de står langt tilbage på banen og lurer og lukrerer på modstandernes fejl. De er ekstremt stærke i omstillingsspillet, hvor de holder stor klasse. Alt det som de måske ikke helt mestrer i det organiserede og etablerede spil, har de i særklasse i omstillingsspillet og dødboldene. De har nogle store profiler på holdet, og især de to offensive brødre Nicolai og Martin Lohse samt Henrik Strømberg er ekstremt dygtige og livsfarlige for enhver modstander. Alt i alt har deres meget sympatiske spillende træner Kennet Nordstrøm sammensat et super disciplineret og velorganiseret hold, der altid gør det godt i rollen, hvor modstanderne angriber med mange folk, hvilket deres imponerende sejre over Ringsted, FC Sydvest og OKS vidner om. Der er ingen tvivl om, at Sakskøbing håber på, at vi naivt vil komme farende frem i deres fælder, men måske har vi en lille plan, der forhåbentlig kan give et eller tre point til HG denne lørdag middag.

På holdets vegne kan jeg sige, at vi håber rigtig mange mennesker vil komme og bakke holdet op. Det har vi hårdt brug for.

Jan Faber

HG FODBOLD SPONSOR