Weekendens kamp mod Hashøj i serie 3 var rykket til tirsdag aften. Der burde jo ikke være noget sjovere end at erstatte træning med en turneringskamp om tre point, men måske ville en omgang træning for HG spillerne have været bedre.
Første halvleg var HG ellers i kontrol med kampen. Bolden blev flyttet godt rundt på banen, men rigtig farligt blev det aldrig. Dødbolde var igen et af vores meget farlige våben, og specielt de indadskruede frispark fra Martin Kurek gav uro når de tre ?store? Kevin, Philip og Tejl kom farende ind i boksen. Desværre så aftenens dommer ekstremt mange forseelser, ikke bare i disse situationer, og fløjtede for frispark, off side, og hvad han nu ellers kunne finde på.
HG´s kanter var kampen igennem meget tamme, og udover dødbolde kom det mest kreative når Jimmy Larsen rykkede ind fra fløjen og kombinerede med specielt Martin Kurek. Det var såmænd ikke uventet at kampens første scoring kom efter et af de føromtalte frispark fra Kurek. Bolden passerede gennem hele forsvaret og gik ind i fjerneste hjørne, og Martin scorede dermed direkte på frispark for tredje kamp i træk. Stillingen holdt halvlegen ud.
Hvis HG spillet havde været tamt i første halvleg, blev det endnu værre i anden halvleg. Intensitet, tempo og engagement var nærmest fornærmende ringe. Hashøj, der stadig mangler point i bunden for at klare frisag, ville det mest. Uden at spille prangende eller kontrollere kampen, bragte de sig i væsentlig flere farlige situationer end HG holdet.
Efter lidt mere end en times spil, kunne en Hashøj spiller uhindret sende en bold ind over til forreste stolpe hvor en af hjemmeholdets angribere nemt kunne afslutte. En lidt uheldig Sebastian i målet havde med lidt mere held afværget forsøget, men bolden sneg sig i mål. Sebastian var i øvrigt HG´s bedste, og holdt os inde i kampen med mange flotte refleks redninger.
Fem minutter før tid bragte dommeren sig selv i centrum med en kendelse som INGEN på og omkring banen forstod. Guller afrettede en pasning og bolden skiftede retning hvorefter Sebastian i målet helt reglementeret greb læderet. Dommeren takserede det til en tilbagelægning og dømte indirekte frispark 7 meter fra HG´s mål. På trods af en massiv mur lykkedes det Hashøj at omsætte dødbolden til den afgørende 2-1 scoring.
I første halvleg havde Michael Nielsen haft flere diskussioner med dommeren, og havde åbenbart bragt sig selv så meget i fokus, at dommeren valgte at give ham et gult kort med ca. et kvarter igen selvom der i denne situation ikke var belæg for det. De ti minutter i undertal var absolut ikke med til at gøre situationen nemmere for HG.
Alt i alt var der for mange der faldt igennem og ikke leverede til vanlig standard. Oprykningen er ABSOLUT IKKE hjemme endnu, og der skal strammes gevaldigt op til topbraget mod Ørslev/Solbjerg. Næste runde er friweekend, så der er god tid til at lade batterierne op.
39. minut 0-1 Martin Kurek
65. minut 1-1 Hashøj
85. minut 2-1 Hashøj
Gult kort: Michael Nielsen